Det var en lørdag aften,
jeg sad og vented' dig,
- du loved' at komme vist,
men kom dog ej til mig!

Jeg lagde mig på sengen,
og græd så bitterlig,
og hver en gang at døren gik,
jeg tro'de det var dig.

Jeg stod op søndag morgen
og flettede mit hår;
så gik jeg mig til kirken hen
og om den kirkegård.

Men du kom ej til kirken
og ej i kirken ind, -
for du har få't en anden kær
og slaget mig af sind.

Jeg gik mig hjem så ene hen
ad den kirkesti,
og hvert et spor, på stien var,
dér faldt min tåre i.

De røde bånd og skønne,
som du en gang mig gav
- dem bærer jeg ret aldrig mer,
jeg stunder til min grav.

Hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser gror!
hvor kan man finde kærlighed,
hvor kærlighed ej bor!

Jeg ville roser plukke,
- jeg plukker ingen fler;
jeg elsked' dig så inderlig
- jeg elsker aldrig mer!